Mit navn er Johnny Schmidt født i Sønderborg 1965.
Jeg er uddannet bibliotekar ved Danmarks Biblioteksskole 1988-1992. Efter endt uddannelse flyttede jeg til Færøerne for at udvikle mit maleri, og tjente til dagen og vejen med arbejde på Listaskalin ( Kunstmuseet i Torshavn). Siden da har jeg beskæftiget mig med maleri, og de sidste 3-4 år har det været, og er fortsat, mit hovederhverv.
Jeg arbejder i dag hovedsageligt med to motivgrupper. Den færøsk inspirerede motivverden, hvor jeg arbejder meget med kontrasten mellem de mørke fjelde, og de store skyformationer. En motivopbygning, der rummer store muligheder for at arbejde med maleri i meget forenklet form. Der indgår sjældent mange elementer i disse malerier, og de tenderer undertiden det grafiske. Det er også sådan jeg ser Færøerne. Naturligvis er Færøerne meget mere end det, men summen af mine oplevelser er det jeg prøver at udtrykke i mit maleri.
Selvom jeg har boet på Færøerne, og det har gjort et stort indtryk på mig, bevæger jeg mig også dagligt i det danske landskab. For cirka tre år siden begyndte jeg så at integrere det danske landskab i min motivverden. I dag beskæftiger jeg mig således ligeså meget med det danske landskab, som det færøske.
Det danske landskab adskiller sig i opbygning væsentligt fra det færøske. Det er min opfattelse, at jeg romantiserer en smule mere i det danske landskab. Formerne er blødere, fordi det danske landskab ganske enkelt er en smule blødere. Jeg har også valgt, at arbejde med væsentligt større skyformationer i det danske, fordi vores landskab på mange måder indbyder til det. Det giver også en naturlig distance til landskabet i maleriet, som jeg gerne vil opnå. Jeg oplever dog også med tiden, at elementerne og teknikkerne i de to motivverdener griber ind i hinanden. Men fortsat vil det være mit udtrykte mål at nå længere og længere ind i disse landskaber. Johnny Schmidt Juli 2009
´Den unge Johnny Schmidt maler romantiske landskabsstemninger med en fremragende teknik. Der er mindelser om de gamle mestre i de store billeder, mens de mindre værker går så tæt på naturen, at de næsten bliver abstrakte uden at miste den landskabelige grundstemning. Billederne er udført i olie, som giver en særlig glans, der passer fortrinligt til motiverne. Det er som om væden driver fra overfladen og ud over rammen. Johnny Schmidt er en ung kunstner, man kan vente sig meget af fremover.´ Uddrag af anmeldelse fra Nordjysk Stiftstidende den 28.11.99
"Der er noget næsten mytologisk over Johnny Schmidts nye, meget smukke og stemningsfyldte malerier af storslåede landskaber med tunge grå uvejrshimle og dramatisk lys. Koloristisk afdæmpede, ofte domineret af en rigt nuanceret grå skala i himmel og bjergmassiver og med landskaberne malet i en enkelt hovedfarve. Billederne er fyldt med en egen poesi eller eventyrstemning, undertiden med næsten surreelle overtoner. Dovregubben der vogter Rhinguldet." Red. Bent Petersen, North Art Magazine
Fakta: Født 1965 1988 - 92 Danmarks Biblioteksskole, Aalborg 1993 - 94 Kunstmuseet i Torshavn, Færøerne 1995 - 96 Sønderjyllands Kunstakademi, Sønderborg
|